De frivillige på Houens Odde Spejdercenter

HOUMÆND 

Houmænd (M/K) er de frivillige medarbejdere på Houens Odde Spejdercenter, som gennem hele året sørger for at udvikle og afholde arrangementer for spejdere fra Danmark og resten af verden. 
Det er også houmænd, der hvert forår og efterår sørger for, at centeret klargøres til henholdsvis sommer og vinter. Der er arbejdsopgaver i alle genrer. Så uanset om du er bedst til aktiviteter og leg, god med værktøj eller kan håndtere et regneark, så er der opgaver, der passer til dig.
 
Houmænd kommer fra hele Danmark og findes i alle aldre. Hvis du er 16 år eller derover og spejder, så har du mulighed for at blive houmand. Vi har lavet et website, der fortæller præcis, hvordan man bliver houmand. 

BESØG BLIVHOUMAND.DK

 

If you can dream it, we can do it 

På Houens Odde kan alt, i princippet, lade sig gøre. I fællesskabet af houmænd kan vi skabe oplevelser for spejdere i alle aldre. Uanset hvor stort du tør tænke, kan det sikkert lade sig gøre at prøve det af på Houens Odde. Vi er Nordeuropas største spejder-eksperimentarium. 

 

Hvad får jeg ud af det? 

Som houmand får du selv store oplevelser. Der er nemlig rig mulighed for at lære nyt og prøve kræfter med alle former for udfordringer - både praktiske, ledelses- og udviklingsmæssige - så du konstant udvikler dig selv og andre. Det handler bare om, hvad du har lyst til at prøve kræfter med - og om at gøre det, du brænder for.

 


 

INTERNATIONALE VOLONTØRER

På Houens Odde har vi hele året internationale volontører. De bor på på Houens Odde sammen med stedets Giv-et-år-spejdere (GEÅ'er). De internationale volontører, kommer til Houens Odde gennem europæisk volontørtjeneste / European Voluntary Service (EVS), som er et tilbud til unge mellem 18 og 30 år, om at tilbringe 2-12 måneder i udlandet og udføre frivilligt arbejde. Længden af et volontørprojekt må inklusiv forberedelse og evaluering ikke overstige 24 måneder. 

Volontørerne indgår i det daglige arbejde på Houens Odde, og er også med til at lave spejderarrangementer. Volontørerne er ikke nødvendigvis spejdere derhjemme, men en del af de volontører vi har haft på Houens Odde, er også spejdere.

På Houens Odde har vi haft volontører fra det meste af verden, og der vil i centerlejrene være mulighed for at møde dem, der er på centeret.